proces alt det her, både sygdom, recovery og at finde ud af hvilken vej jeg og jobcenter skal/kan tage, ikke bare hvad jeg vil, men hvad der er realistisk. Jeg er så klar på en slutning på det hele nu, så jeg kan komme videre med mit liv, men det tager desværre tid.

Uanset hvor søde ens sagsbehandler og konsulenter er, er det at være i jobcenter på den måde jeg har været i... 8-9 år, at ens liv er sat på standby. Sådan føles det i hvert fald. Økonomisk og emotionelt. Og det er det selvfølgelig ikke helt, for jobcenteret har givet mig plads